Hamskiftet til den sande lykke – 1
Udgivet Opdateret
Siden 2024 begyndte, er antallet af mennesker, der har husket livets inderste væsen, begyndt at stige mærkbart.
Disse mennesker har allerede grebet en universel lykke, en evig lykke, som aldrig igen lader sig påvirke af nogen ting eller noget som helst.
Lad mig sige det igen: nøglen til at nå den tilstand er at give slip på det forældede minde »den fysiske krop er mennesket, og jeg og andre er adskilte væsener« med tanken »det er ikke mine tanker«.
Netop denne »slippen af minder« er nøglen til at gribe den sande lykke.
For det er netop minderne, der er årsagen til, at man er blevet ved med at skabe en skæbne, der er en genopvarmning af fortiden.
Når man tænker grundigt over det, er tankegange som, hvad man kan og ikke kan, eller hvad man har og ikke har, synsmåder, der er udledt på grundlag af minder.
Mennesker, der kun i ringe grad har den slags fastlåste antagelser om sig selv, udvider rammerne for deres egne grænser og opgiver ikke bestræbelserne på at kunne det, de ikke kunne før.
Hvis man derimod har stærke fastlåste antagelser om sig selv, tager det tid at bryde egoets skal, og man farer let vild i en snæver verden.
Selv om det ikke er noget så stort som at forandre verden, men blot noget så småt som at forandre sig selv, formår mennesker ikke rigtig at gøre det, som de gerne vil.
Hvis hver enkelt ikke begynder med at forandre sig selv, bliver hele verden ikke bedre.
For at gøre det er det afgørende at begynde med at udforske menneskets sande natur, livets inderste væsen.
For mange af Jordens mennesker er netop det dog blevet den første store forhindring.
Hvorfor er det blevet sådan?
Årsagen ligger i, at der mangler næring til at få livets blomst til at blomstre.
Sagt med enkle ord er det de mange forskellige oplevelser i livet, både de sure og de søde.
»Jeg forstår ikke andres følelser«, »jeg kan ikke tænke over tingene fra andres ståsted«, »jeg kan ikke overskue helheden«, »jeg bliver altid selvcentreret« –
sådanne sindstilstande er en nødvendig passage, indtil hvert enkelt menneske på Jorden når frem til at genoplive det guddommelige.
Der er ingen, der bliver et helstøbt menneske uden at gå igennem denne proces.
De mennesker, der i dag lever med et hjerte fyldt af helhjertet taknemmelighed, er alle mennesker, der har gennemlevet den slags oplevelser til bunds.
(Fortsættes næste gang)
