For at gøre en bevidsthed, der har gennemgået ascension (dimensionel opstigning), til sin naturlige erkendelse – 4
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
Planeter, stjerner og menneskeheden
En stjerne (sol) udsender selv »livskildens lys«.
Med det lys forsyner den både sig selv og himmel og jord på de planeter, der hører til dens system, med »livets energi« og holder alt i live og nærer det, ikke?
Der findes også kunstigt lys, der oplyser natten, men det er selvindlysende, at hverken dyr, planter eller mennesker kan vokse sundt med den slags.
Planeterne er stjernens børn.
Derfor kan planeterne ikke selv udsende »lys, der oplyser universet«.
Men som »moder jord« og som »livets vand« holder de stjernens natur og alle levende væsener i live og nærer dem.
Det, man kan forstå ud fra det, er, at »både naturen og alle levende væsener kan eksistere takket være stjernens og planetens samstemte virke«.
Den kosmiske menneskeheds oprindelige måde at være på er at rumme stjernens og planetens virke i sig og skabe en verden i stor harmoni i den stjernes himmel og jord.
Det kan udtrykkes med ordene faderlighed og moderlighed.
Man kan også sige yin og yang, plus og minus, det maskuline og det feminine.
Men hvis de åndelige celler er i »en prokaryot tilstand«, kan man ikke fuldføre det virke.
Først når de åndelige celler begynder at udtrykke de eukaryote cellers virke, kan menneskeheden på den stjerne endelig udfolde sin »sande værdi som menneskehed«.
Nu er menneskene på Jorden i overgangsprocessen til det trin.
For at genoplive virket som eukaryote celler
For at genoplive »virket som eukaryote celler« i de åndelige celler, der var i en »prokaryot tilstand«, er den »bevidsthedsevolution«, jeg altid taler om, nødvendig.
Nu er der på Jorden så småt begyndt at dukke mennesker op, der har husket »den guddommelige bevidsthed, der bor i dem selv«, og for hvem den er blevet en selvfølgelig erkendelse.
Men det er endnu ikke nået så langt, at det er en selvfølgelig erkendelse, der er fælles for hele menneskeheden.
Men nu opstår der på Jorden diskussioner som »hvis menneskeheden fortsætter med at leve som hidtil, kan denne planet måske ikke bestå. Derfor bæredygtigt det ene og det andet«, og der er en stemning for at se den hidtidige måde at være på efter i sømmene.
Det er meget godt, men for at hele menneskehedens tankeholdning kan forandre sig fra bunden, er der også brug for en indsats fra et endnu dybere sted.
Netop derfor er det nødvendigt, at hver enkelt praktiserer en måde at leve på, der genopliver kernen (guddommeligheden) i åndeligheden.
Kernen i menneskehedens åndelige celler er universets egen hukommelse, hvor informationer, der er dybere end DNA, er indgraveret.
Det er kilden til den kraft, der frembringer, føder og nærer alt.
Hvert eneste menneske har oprindeligt sådan en vidunderlig visdom.
Fordi man fejlagtigt troede, at den »ikke findes«, faldt hjerterne fra hinanden, og det endte i en tilstand, hvor de enkelte mennesker ikke lader hinanden leve.
(Fortsættes næste gang)
