Empati og sensoren for erkendelser

Når man hører andre tale, får man alle mulige indtryk, ikke?

»Det var en god fortælling.«

»Det var en kedelig snak.«

»Det menneske taler kun ud fra viden.«

»Det menneske er ægte – eller falsk.«

»Det var en fortælling, der ramte mig lidt personligt.« Sådan noget.

Men prøv lige at standse op og tænke over det.

Hvis du, når du har hørt andre tale, ubevidst kommer til at tænke: »Men det er jo kun det menneskes tanker og erfaringer, og det har intet med mig at gøre«, og aldrig omsætter det til handling i dit eget liv, så er det da synd for den værdifulde lærdom, ikke?

Det vigtige er, at når du har hørt en god fortælling, øver du dig i at omsætte den til handling i dit eget liv og gør den til din egen.

Livets sandhed og visdom viser sig ikke kun i ens egen intuition.

Den universelle sandhed og visdom kan man modtage fra andres fortællinger, men også fra en tilfældig samtale med en, man står nær, fra en historie, man tilfældigvis så i fjernsynet, fra en tekst i en bog, man har læst, og fra mødet med naturen.

I den forstand er alt en lærer og et spejl.

Jo mere højtydende din sensor for erkendelser er, desto mere bliver alt til materiale, som du kan slibe og løfte dig selv med.

Og hvis du lever med et åbent og fordomsfrit sind og er et menneske, der har en bevidsthed, som finder lærdom i alt, forvandles livet til en skattekiste af erkendelser.

Så bliver hver dag en række af erkendelser.

Så kan du leve hvert eneste øjeblik med spænding og forventning, mens dit hjerte hopper af glæde over mødet med de nye erkendelser, som du sikkert også vil møde i dag.