Lad os leve hen mod enhedens kerne

★Tolerancens dyd

Netop »tolerancens dyd«, som let går tabt i det moderne samfund, er roden i den hellige livsbevidsthed, der har fuldført ascension (dimensionel opstigning).

Mennesker, der har en tendens til at se kritisk på alt, lægger jo deres egne forhold på hylden og hakker kun på andre, ikke?

Tror du, at sådan en bevidsthed viser, hvordan et menneske bør være?

Du, der har en god fornemmelse, forstår det nok, men mennesker, der hele tiden kritiserer og bebrejder andre, bekymrer sig kun om andres lugt uden at opdage den lugt, der kommer fra dem selv.

Det er også en tilstand, hvor man lader, som om man ikke ser sine egne komplekser.

I virkeligheden burde sådanne mennesker, før de taler om andres lugt, netop neutralisere deres egen lugt, først og fremmest sigte mod selv at blive et menneske, der ikke får andre til at mærke en ubehagelig lugt, og netop polere sig selv.

Mennesker, der ikke taler om andres forhold, kan være tolerante også over for andres fremmede lugt, fordi der ikke kommer nogen stank af »tankevaner, der er gået bort fra guddommeligheden«, fra dem selv.

Set fra et ståsted, der klæber til den fysiske krop, tænker man vel: »Hvis man ikke selv lugter, lægger man vel netop mærke til andres lugt?«

Men når det gælder menneskers tanker, ord og handlinger, er det den stik modsatte tankegang.

Ting, man ikke selv har årsagen til, får ikke kritiske eller bebrejdende tanker til at vælde op i en, selv om de opfattes af den fysiske krops fem sanser; man hæfter sig ikke særligt ved dem.

Omvendt er det indrettet sådan, at hvis den samme slags fremmede lugt sidder fast i en selv, reagerer man næsten overdrevent følsomt, når man opfatter den i andres tanker, ord og handlinger.

★Mod enhedens kerne, der ser alt som ens egen sag

Det, man bør gøre, når man har forstået dette princip, er, når man tænker noget om andres tanker, ord og handlinger, at se det hele som noget, der handler om en selv, sende et bevidsthedsvibrationernes undersøgelseshold ud i hjertets indre univers og omhyggeligt se på sit eget indre.

Så forstår man, hvordan det virkelig er.

Så længe man ser det, man føler over for andre, som noget, der ikke vedkommer en, har ens bevidsthedsevolution svært ved at komme videre.

Alligevel forstår man det ikke, og så adskiller man sig selv og andre, når man ser på dem, lader den karma af dømmekraft, der siger »det er godt, det er dårligt«, »det kan jeg lide, det kan jeg ikke lide«, boble op, holder sig selv tilbage i snævre bevidsthedsgrænser og ser alt som dårligt i går, i dag og i morgen.

Synes du ikke, det er et spild?

Om man opfatter tingene på en god måde eller en dårlig måde, skyldes det alt sammen kun, at man ser en afspejling af sit eget indre.

Alligevel tror man, at andre har skylden, og at man ikke selv har.

Hvis alle som én var sådanne mennesker, er det klart som dagen, at en verden, hvor kun sådanne mennesker bor, aldrig kan blive en harmonisk verden, ikke?

Derfor må mennesket, hvis det ønsker at leve lykkeligt, ikke adskille sig selv og andre, når det ser, og hele tiden være optaget af at bedømme andre, men se alt som sin egen sag og nærme sig enhedens kerne.