Et taknemmeligt hjerte, der udvider kærlighedens bevidsthed

Det allervigtigste er, at kærligheden bliver ved med at strømme ud fra dit hjerte og din krop.

For at det kan ske, skal du altid se tilbage på dit hjerte og dine ord og handlinger og spørge dig selv: »Lever jeg nu med et kærligt hjerte?«

For at dit hjerte på den måde kan være selve kærligheden, skal du øve dig i at tænke: »Jeg er ét med det, jeg opfatter med de fem sanser«, og gøre det til en selvfølgelig erkendelse.

Og det, der er endnu mere grundlæggende vigtigt, er, at for at gøre en sådan »erkendelse af enhed« til et selvfølgeligt hjerte, skal man være i en bevidsthed af helhjertet taknemmelighed.

Hvis du lever med en følelse, hvor en taknemmelighed, der siver frem som »hvor er jeg taknemmelig«, altid uophørligt vælder op over for alle ting, alle mennesker, alle levende væsener og naturen, kan man sige, at du lever med et hjerte af helhjertet taknemmelighed.

Taknemmelighedens bevidsthed er netop nøglen til at blive ét.

En måde at leve på med fuld taknemmelighed er netop hemmeligheden ved at vende tilbage til enhedsbevidstheden.

Taknemmelighed uddyber kærligheden.

Taknemmelighed gør kærligheden større.

Taknemmelighed får kærligheden til at stråle endnu mere.

Hvis du lever sådan, kan du blive et menneske af kærlighed, som ingen kan tage fejl af.

Der er også andre vidunderlige ting ved at leve med helhjertet taknemmelighed.

At leve, mens man ikke tænker andet end »tak«, udvider ens bevidstheds rækkevidde.

For at sige det enkelt kan du tænke på det, som om din krop breder sig ud og bliver større og større.

Den bliver lige så stor som dit hjem, lige så stor som dit kvarter, lige så stor som din region, så stor, at den omslutter dit land, en bevidsthed, der ser Asien i sit indre, og med tiden en bevidsthed, der føler Jorden som sig selv.

Hvis du udvider bevidsthedens vibrationssfære på den måde, når du med tiden frem til »en stor bevidsthed, der ser Jorden i sin håndflade«.

Selv om det ikke sker med det samme, når du helt sikkert en dag frem til sådan en bevidsthed.

Og det vigtige, man ikke må glemme, er, at det at blive sådan en stor, stor bevidsthed ikke er noget, der først sker fra nu af.

For hvis man sporer »livets virkelige væsen«, som bevæger den livsform, der hedder menneskeheden, helt tilbage til kilden, er det »noget, der vender hjem til selve det store univers«.

Hvis du lader sådan en livets sandhed synke dybt ned i din bevidsthed og gære, kommer der med tiden en tid, hvor den lyser og viser sig i din bevidsthed. (På japansk udtales begge »hakkō«.)

På samme måde, hvis du lader den viden, du har lært, fordøje med livets lys, bliver den en dag sublimeret og vender tilbage som din egen bevidstheds udvikling. (På japansk udtales begge »shōka«.)

Hør godt efter: tag mod til dig, og giv op (se klart; på japansk betyder »akirameru« begge dele) med hensyn til det jeg, du troede var dig, og indse: »Det var altså ikke mit sande jeg.«

Tidens rette øjeblik er kommet til at vågne op af den lange drøm, hvor man var overbevist om og fastslog, at »den lille krop« var en selv.

Nu er det daggryets time for Jordens verden.

Jordens menneskehed lever nu i en tid, hvor den er nødt til at vågne op af »den lange drøm af vildfarelse« og stå op.

»Hvad sker der, hvis man ikke vågner?« spørger du? Det behøver du ikke at bekymre dig om.

I er netop blevet sendt til Jorden, for at det ikke skal ske, så det kan da ikke ske.

I er på denne planet nu for at føre Jordens samfund op på en scene et trin højere.

Lad os huske formålet med at komme til Jorden og leve dette øjeblik alvorligt, helt ud, mens vi lader livet komme fuldt til sin ret.

For blot man gør det, kommer der en tid, hvor »himmelrystende begivenheder« forandrer Jordens verden kraftigt.