Hvad det sande nu er (3)
Udgivet Opdateret
Genvejen til at have det altruistiske hjerte som standardudstyr
(Fortsat fra sidst) Ja, det er taknemmelighed over for mennesker, et »tak«-hjerte over for andre.
Om man har det eller ej, bliver skillevejen for, om man kan skabe en strålende fremtid eller ej.
Man kan også sige, at det er den bedste genvej til at have det altruistiske hjerte som standardudstyr.
Hvis man på det punkt lader sig rive med af forskelsbehandlende tanker ud fra egne behov, siger man »dette menneske kan jeg være taknemmelig over for, men ikke det menneske« og er kommet i en tilstand, hvor man klæber tæt til tankevaner, der ikke er i stor harmoni.
Mennesker med et altruistisk hjerte, der er blevet virkelig ægte, lever jo i en tilstand, hvor de, uanset hvem den anden er, ser den anden som et væsen, man bør tjene, og hvor taknemmeligheden siver ud af dem.
Tilstanden, hvor man udsender taknemmelige tanker eller ikke gør det alt efter, hvem den anden er, kan man sige er at opgive at leve det sande nu.
De mennesker, der har fået billetten til at leve i den kommende nye civilisation, det guddommelige samfund, er alle mennesker, der har øvet sig i at nære taknemmelighed over for alle mennesker uden at forskelsbehandle efter, hvem den anden er.
Også hos sådanne mennesker kunne man i begyndelsen se konflikter i hjertet.
Men mens de øvede sig i at sige ordene »mange tak« uden at gøre forskel og med stemmebåndene vibrerende, begyndte en taknemmelighed af universets størrelse at strømme ud fra bunden af hjertet, fra livets dyb, og de blev mennesker, der kunne føle sand taknemmelighed.
Det er grunden til, at man siger, at »taknemmelighed er lys«.
Mennesker, der er blevet fortrolige med lyset, tager lyset ind i deres eget hjerte og krop og kommer med tiden til at opfylde deres plads som »en stråle af livets lys fra det store universelle liv«.
Det er, som når en papirclips eller et rustent søm, der sidder fast på en magnet, får magnetisk kraft og kommer til at udfylde rollen som magnet. Om end en lille en.
Et hjerte, der stræber mod en stor harmoni uden bagside, kan man måske ikke få som standardudstyr fra den ene dag til den anden, men hvis man ikke giver op og bliver ved med at øve sig støt og roligt, bliver det helt sikkert din selvfølge.
Nu, hvor Jorden er blevet så åndeliggjort, bærer resultaterne af sådan en øvelse hurtigt frugt.
De mennesker, der sætter sig fast i sadlen og beslutter at gøre det omhyggeligt hele livet, vil helt sikkert se resultater senest efter nogle måneder.
For det er ingen anden end dig selv, der skaber din skæbne. (Slut)
