Den sande lykke

★For at kende den sande lykke

Når man ser på Jordens menneskers hjerters tilstand, kan man sige, at når mennesket glemmer spørgsmålet »hvad er den sande lykke?«, som holder en fast ved livets inderste væsen, falder det ned i vildfarelsens verden og mister sig selv (sit guddommelige selv) af syne.

I den forstand betyder det, at det er bedre at blive ved med at stille sig selv dette spørgsmål, indtil guddommeligheden er fuldstændig genoplivet.

Husk ved enhver lejlighed: »Hvad var det nu, den sande lykke er?«, og hold dig selv nedsænket i sandheden.

Til det må man godt forstå, hvad den sande lykke er.

Kan du svare på det spørgsmål med det samme?

Hvis det ikke kommer uden »øh, lad mig se«, har man endnu ikke kunnet opklare livets sandhed, så åbenbar din egen sandhed og sigt mod at blive dig selv (dit guddommelige selv).

Og at den sande lykke er noget åndeligt, der bygger på livets sandhed, forstår man vel.

Problemet er det, der kommer efter.

Hjertet kan ikke ses med øjnene.

Man kan heller ikke røre ved det med hånden.

Derfor bliver det uklart, hvad det er for noget, og mange tror, at det er noget ubestemt og svært at fatte.

Det er, fordi bevidstheden ikke er faldet tilstrækkeligt til ro i sjælen; bring bevidstheden solidt ned i den nedre dantian, og lad hjerte og krop falde til ro.

Til det må åndedrættet være roligt og dybt.

For bevidstheden hos mennesker, hvis daglige åndedræt er overfladisk, hænger fast i den fysiske krop og astrallegemet.

★Hvad er den sande lykke?

Og nogle vil måske meget gerne vide, hvilken slags noget den sande lykke er, men hvad angår den lykke, der har med det fysiske liv at gøre, er det rigtige svar, at den er forskellig fra menneske til menneske, så jeg kan ikke konkret forklare den som det og det.

Når man forlader den fysiske krop og kommer til åndelighedens og guddommelighedens trin, nærmer alle sig efterhånden én kilde, så indholdet kommer til at ligne hinanden.

Hvad betyder det? At man kommer i en sindstilstand, hvor andres lykke og mange væseners lykke er ens egen lykke og glæde.

Der er ingen plads til egne behov.

Kort sagt er det en åndelig tilstand, hvor egoet er blevet tyndt.

Det, der ligger nærmest, er moderens kærlighed til barnet.

Mange mødres skikkelse, når de tænker, taler og handler for deres barns skyld, legemliggør jo en uselvisk kærlighed, ikke?

I følelsen af, at det er nok, bare barnet er lykkeligt, at barnets lykke er ens egen lykke, er det ikke sådan, at man holder noget af sit eget tilbage og ofrer sig, men det at bruge hjerte og krop for barnets skyld bliver netop ens egen lykke, ikke?

Hvis alle mennesker brugte deres bevidsthed sådan over for alt, hvad der findes, ville Jorden på én gang blive en fredelig stjerne.

I den forstand kan man sige, at den sande lykke findes i det guddommelige hjerte.

Når man genopliver guddommeligheden, er det ikke noget, man tvinger frem; sådan et hjerte kommer helt naturligt.

Det hjerte er allerede ved at vågne i jer, så I behøver ikke gøre noget særligt; I skal bare, mens I er, som I er, omslutte Jorden og omfavne menneskeheden.

Så kan I gøre den sande lykke til jeres egen.