For at opleve genfødsel, mens man stadig lever – 2

(Fortsat fra sidste gang)

Forskellen mellem “ny fødsel” og “walk-in”

Det, vi kalder “at blive genfødt, mens man lever”, kan med ét ord udtrykkes som “ny fødsel”.

Noget lignende er fænomenet “walk-in”, som der af og til tales om i spirituelle kredse.

De forstår det som, at “sjælen bliver udskiftet, mens man lever”.

Men strengt taget er der kun få tilfælde, hvor sjælen virkelig er blevet udskiftet.

Hvad betyder det? Jeg har tidligere fortalt, at “når de inkarnerer i dette livs fysiske krop, bliver de fleste mennesker født som sammensatte ånder med flere åndelige slægtslinjer”, ikke?

For eksempel lever de fleste mennesker på en sådan måde, at mennesker fra den åndelige verden, B, C og D, er blevet samlet til ét som sjælen i et menneske, A, og født som ét menneske.

Hvis jeg groft forklarer mønsteret for, hvordan de samles til én sjæl, så bliver en forholdsvis højtudviklet ånd og to eller tre ånder, der kræver en hel del omsorg, blandet passende sammen og født.

I så fald, hvis den personlighed og menneskelighed, der først viste sig, hovedsageligt var B, er der ikke så sjældent tilfælde, hvor C eller D senere kommer op til overfladen.

Men det er noget helt andet end den “ny fødsel”, vi anbefaler.

Den “ny fødsel”, vi taler om, betyder bogstaveligt talt “at leve på ny”, og det betyder “at leve på ny med en bevidsthed, hvor guddommeligheden er vakt til live igen”.

Med historien om de sammensatte ånder fra før er det hverken A, B, C eller D, men “en tilstand, hvor et helt friskt A, i hvilket B’s, C’s og D’s forskellige egenskaber er forenet og harmoniseret som ét væsen af ‘ét liv’, lever livets væsen”.

Sådan får man denne verdens (fænomenverdenens) scene til at lykkes

“Hvor kommer livet fra, hvad gør det her, og hvor vender det tilbage til?”

“Hvad er vi født for?”

“Hvad er meningen med at leve?”

“Hvad sker der med et menneske, når det dør?”

“Hvordan hænger universet og alt liv egentlig sammen?”

Der er ingen ende på dem, hvis man begynder at nævne dem, men netop sådanne filosofiske spørgsmål, man stiller sig selv, danner “det grundlag, som den nyfødte personlighed bygger på”.

At et fysisk menneske lever betyder jo, at mennesker fra den anden verden er kommet til denne verden og tilbringer en vis periode her.

Og alle har de en plan, de havde, før de blev født.

Hvis man sammenligner denne verden med en teaterscene, kan man sige, at de mennesker, der var bag scenen, før de træder frem, øver dag efter dag, og at forestillingen er det sted, hvor de viser resultatet af deres øvelse.

Hvis man tilføjer historien om de sammensatte ånder, kan man sige, at denne verden er en scene, hvor man spiller som to eller tre personer i én kappe.

Hvis flere mennesker ikke er i takt med hinanden, kan de ikke spille godt, vel?

Det er det, jeg før kaldte “at blive et helt friskt A, i hvilket B’s, C’s og D’s forskellige egenskaber er forenet og harmoniseret som ét væsen af ‘ét liv'”.

Og det, der svarer til manuskriptet, er “de tankevaner fra tidligere liv”, som er blevet gentaget igen og igen, mens det, der svarer til improvisationen, er “den guddommelige bevidsthed, man bevidst udtrykker i dette øjeblik”.

Bevidsthed, tanker og hjerte bliver, hvis man ikke bruger dem bevidst, let revet med af vanetankerne, og så bliver ens måde at leve på uden friskhed, ikke?

I den forstand kan man sige, at på den scene, der hedder denne verden, er det netop improvisationen med rod i guddommeligheden, der viser skuespillerens dygtighed.

(Fortsættes næste gang)