Lad os leve nuet i evighedens midte (1. del)
Udgivet Opdateret
Lad os leve det nu, der får både fortid og fremtid til at stråle
De fleste mennesker på Jorden, der lever fysisk, får normalt deres bevidsthed revet med af de fænomener, der viser sig på verdens overflade, og skænker ikke “den oprindelige årsag til, at de ting og sager, de griber fat i og hænger fast i, viste sig på den måde”, en tanke, ikke sandt?
Så de vakler frem og tilbage over alting og tænker: “Ikke sådan, ikke sådan,” laver ikke andet end at regne gevinst og tab ud, eller spænder sig fast i glædens, vredens, sorgens og fornøjelsens rutsjebane og lader karmiske tanker sive ud overalt. Men efterhånden som alle disse Jordens mennesker udvikler deres bevidsthed fra nu af, vil hver eneste af dem dimittere fra en sådan kortsynet levevis og kunne leve “nuet i evighedens midte” med et urokkeligt hjerte.
I dag vil vi huske sindstilstanden i at leve dette “nu i evighedens midte” og tale om den grundlæggende erkendelse for, foran resten af menneskeheden, at leve et nu, der får både fortid og fremtid til at stråle.
Først om “de ting og sager, vi griber fat i og hænger fast i”: det er de menneskeskabte bevægelser, der viser sig i menneskers tanker, ord og gerninger, og det angår også de fysiske fænomeners bevægelser og alle måder, hvorpå de forandrer sig.
Mennesker med et mellemrum mellem den guddommelige bevidsthed og det fysiske selv får deres hjerter rystet, hver gang nogen siger noget eller gør noget, og de morer sig og sørger, glæder sig og bliver vrede.
Og når de tænker på, hvordan det går med politikken, hvordan det går med økonomien, hvordan vejret er, hvordan det står til med jordskælvene, slingrer deres hjerter – de føler sig lettede eller urolige, tilfredse, når deres grådighed bliver mættet, eller slukørede, når de taber, og de venter endda på en chance for hævn, ikke sandt?
Alle sådanne tankebevægelser er midlertidige erkendelser og tanker fra dengang, sjælen var ung, og de har intet som helst med livets oprindelige guddommelige bevidsthed at gøre.
Hver eneste af dem er bestemt til på et tidspunkt at blive oplyst af livets lys og forsvinde.
Mennesker er dem, der griber fat i disse forsvindende tankebølger og tror, de er virkelige. Den måde at være på er en brug af bevidstheden, hvor “mellemrummet” (ma) mellem en selv og livet mangler.
Derfor findes der, ved siden af ordet hito – “person”, som kan skrives, så det betyder ånden, der bliver lige der – også det japanske ord ningen, “menneske”, skrevet med tegnene for “person” og “mellemrum”.
“At mangle mellemrummet” (manuke, det japanske ord for en tåbe) er ikke et diskriminerende ord, der nedgør nogen; det betyder, at der er en afstand mellem livets lys og den fysiske kropsbevidsthed, så man ikke lever sit sande liv.
Så hvis der, blot som en kendsgerning, er et mellemrum mellem livet og den fysiske krop, bliver det et enkelt spørgsmål om at fylde det mellemrum ud ved at ændre, hvordan man bruger sin bevidsthed. (Fortsættes næste gang)
