En vis mands liv (første del)

★At lære af en vis mands liv

I dag vil jeg fortælle om en vis mands liv i form af et gammelt eventyr.

Det vil sikkert fremme dine egne erkendelser og hjælpe dig med at tilgive og elske dig selv og blive ét med livets lys.

[Der var engang, et sted, en ung mand, der var selve billedet på en stærk retfærdighedssans.

Han fordømte alt, hvad der afveg fra det »ideal«, han forestillede sig, og brugte sine dage på at kritisere, bedømme og til sidst voldsomt bebrejde.

»Hvorfor handler du ikke med omtanke for den anden!«

»Det kan du sagtens sige, du er da ikke spor bedre selv.«

»Hvad for noget?! Det har du ingen ret til at sige til mig.«

Sådan var det med alt, så der var aldrig ende på stridighederne omkring ham.

Han troede, at netop den slags handlinger var den »retfærdighed«, han selv skulle udøve, og tvivlede slet ikke.

Han var fuld af selvtillid, så i begyndelsen samledes mange mennesker omkring ham og så op til ham.

Men med tiden forlod folk ham én efter én.

Set fra en anden vinkel var det skikkelsen af en mand, der selv frastødte folk og holdt dem væk, mens han gik mod ensomhedens tinde.

Mens han vendte livets kalenderblade, tredive år, fyrre år, blev han til sidst helt alene.

Og kort efter blev han syg og sengeliggende.

På det tidspunkt var der ikke længere nogen, der hjalp ham.

En dag, mens han lå i sygesengen og vred sig i smerte med knap nok vejret i behold, havde han en drøm.

Det var en drøm om en verden, hvor alt omkring ham, som lå i sin seng, var beklædt med spejle.

★I spejlenes verden

Når han udsendte en tanke dér, overøste det selv, der afspejledes i spejlene, ham med de ord.

De tanker, han udsendte, var alle kritik og bagtalelse af andre, og alt det blev overøst over ham, der lå i sengen, fra hans eget selv på den anden side af spejlene i alle vinkler, så det var ikke til at holde ud.

Han fik det dårligt, gemte hovedet under dynen og tænkte:

»Hvorfor skal jeg hele tiden høre den slags fra andre?«

I den tid, hvor han lå og plagede sig selv med tunge tanker, tænkte han pludselig:

»Nå, alle de ord, jeg har udsendt i fortiden, er ikke gået til dem, jeg rettede dem mod, men er vendt tilbage til mig selv.«

»Min lidelse skyldtes også, at giften i mine egne ord har ædt mit eget hjerte.«

Fra det øjeblik, han tænkte det, blev hans hjerte lettere og lettere.

Og de tanker, han udsendte, forandrede sig gradvist til noget mere indadvendt og eftertænksomt.

»Nå, uanset hvad andre tænker, hvad de siger, og hvad de gør, var det alt sammen ikke noget, der skadede mig.«

»Det vigtige var, hvad jeg selv tænkte om andres ord, handlinger og tanker.«

»Og det var anledninger til at få mig til at opdage det, jeg selv gjorde, eller det, jeg hang fast i… altså ting med disharmoni.«

»Jeg kunne ikke se det som min egen sag, lagde mine egne forhold på hylden og troede, at det handlede om andre.«

»Jeg skulle bare vende det, jeg tænkte om de ting og mennesker, jeg så og hørte udenfor, tilbage mod mig selv og lære mig selv at kende.«

»Kun det, og så var det nok.« (Fortsættes næste gang)