Sammenligningens dimensionelle opstigning

»Sammenligning«, der gør hjertet disharmonisk

Der er jo mennesker, der sammenligner sig selv med andre og sukker klagende: »Det menneske kan det. Men jeg kan det ikke. Åh, hvor er jeg misundelig.«

Jeg synes, det er et stort spild at bruge bevidstheden sådan. I verden indtil nu kunne det på en måde ikke være anderledes.

For alle de voksne omkring en har ledt børnene ud fra deres egne erfaringer med at gøre sådan, og den næste generation, som gjorde det til en selvfølgelig erkendelse, pålagde igen den næste generation det, og sådan blev det gentaget.

Således er der på Jorden blevet dannet et samfund, hvor de stærke æder de svage.

At der er mennesker, der gør sig selv til de svage og ser andre som de stærke, betyder jo, som i »det omvendte er også sandt«, at der også er mennesker, der ser sig selv som de stærke og ser ned på andre som de svage.

Vinderne forskønner det med det pæne ord »at slibe hinanden skarpe«. Tabernes stemmer bliver altid begravet under underbevidsthedens nedfaldne blade.

Det har Jordens menneskehed gjort gennem mange generationer.

Mens ofre blev genfødt som gerningsmænd og gerningsmænd som ofre for at gøre det op i reinkarnationens kredsløb.

Men i virkeligheden blev skæbnens tråde viklet mere og mere ind i hinanden og filtret mere og mere sammen, og det endte i en situation, der sad helt fast.

I virkeligheden er det, om man kan noget eller ej, om ens resultater er gode eller dårlige, og om man er bedre end andre eller ej, kun en lille del af et menneske.

Alligevel har jordmenneskene taget fejl og troet, at disse hjernevaskede værdier var alt i alt, overbevist om, at »at vinde konkurrencen er at blive vinder i livet«, og levet i et vippespil mellem nederlag og at sætte sig over andre.

Alle de mennesker, der lever inden for rammen, der hedder det moderne samfund, bider tænderne sammen og holder ud, selv når de bliver tvunget til at tro, at hvidt er sort, og kæmper desperat for ikke at falde uden for denne verdens rammer.

Den slags er i virkeligheden mærkeligt, men der er jo også tilfælde, hvor man ender på gaden med hele familien, hvis man ikke gør det.

»Sammenligning«, der gør hjertet harmonisk

Tiden er inde, så jeg siger det klart: nu kan man godt blive færdig med vanen med at sammenligne sig selv og andre og afgøre, hvad der er godt og dårligt.

For det vigtige er at polere og løfte sig selv og gøre en guddommelig bevidsthed, der ikke vakler, uanset hvad der sker, til sin egen.

Den gode måde at bruge sammenligning på til det er at gøre sin egen vækst over tid til det, man sammenligner med.

Når alle andre sammenligner sig med andre, føler man måske, at det er svært at gøre det alene.

Men det foregår i hjertet, så man kan gøre det uden at tage hensyn til nogen.

Resultater og vurderinger i skolen og på arbejdet bliver præsenteret som klare tal, men lad os først prøve ikke at lægge værdi i dem.

Hvis man har sin egen vurderingsakse, der bygger på den objektive kendsgerning, om man selv vokser eller ej, bliver man i stand til det.

Selv om man tror, man ikke kan modstå de ydre vurderinger, vil man, hvis man ikke giver op og bliver ved med at være tro mod sig selv, enten tilegne sig en dygtighed, der overbeviser alle i den organisation, eller også vil et miljø, der passer perfekt til en, dukke op for ens øjne, så man flytter derhen.

Men det virkelig vigtige er at blive ved med at øve sig i at tilegne sig en afrundet, fuldkommen menneskelighed.

Når der med tiden udfolder sig en helt ny civilisation på Jorden, anderledes end den hidtidige, kommer den tid, hvor du forstår den sande betydning af det, vi fortæller nu.

Og så vil du tænke:

»Hvor var det godt, at jeg ikke gav op.«