Lad os gå hjem til livets hus – 4

(Fortsat fra sidst)

Det andet trin til at holde op med at være fortabt i hjertet

Før sagde jeg jo, at det første trin til at holde op med at være fortabt i hjertet er at blive ved med at trække vejret roligt, så længe man er vågen.

På det næste trin øver man sig i at kunne tænke og sige »mange tak« til alt, for at gøre en bevidsthed, der ikke lader sig fange af noget eller nogen, til sin selvfølge.

De mennesker, der lytter til vores tale, hører almindeligvis til dem, man kalder gode mennesker, så de er alle mennesker, der tænker »hvor er jeg taknemmelig« og kan sige »mange tak« for naturens velsignelser og alle levende væsener.

Men iagttager man grundigt, kommer taknemmeligheden i de menneskelige forhold ikke så meget til udtryk.

Alt efter om man kan lide eller ikke kan lide nogen, om man passer sammen eller ej, ja, i sidste ende efter humøret i øjeblikket, siger man endda grimme ting til mennesker, der er en kære.

Både de, der føler sig flove ved at sige »mange tak«, og de, der føler modstand, som »det kan jeg ikke sige til det menneske«, skal lægge den slags egne behov til side og øve sig i at sige »mange tak« så mange gange som muligt, så længe de er vågne.

Også her sætter man som sædvanlig en frist på tre uger, og i den tid tænker man »hvor er jeg taknemmelig« over for alt og alle og siger tydeligt »mange tak« ansigt til ansigt.

Så forsvinder både de mennesker, man har det svært med, og dem, man ikke kan lide.

Når det sker, er det, som om syv tiendedele af livets lidelser er forsvundet.

I mange tilfælde er den største lidelse i livet bekymringer om menneskelige forhold, så hvis de forsvinder, kan man vel forestille sig, hvor meget lettere man kan leve, hvis man tænker lidt over det.

Om kendsgerningen, at »de tanker, man føler over for andre, er ens eget hjertes skikkelse afspejlet i et spejl«

Jeg har jo før sagt, at den verden, du kalder »denne verden«, er en spejlbeklædt verden, hvor der kun er spejle, uanset om man ser frem eller tilbage, til højre eller venstre, op eller ned.

Mennesker, der lever bundet af fortidens sunde fornuft, ser deres eget hjertes skikkelse afspejlet i spejlet og tager fejl og tror, at det er den andens problem, og så siger de, at noget er godt eller dårligt, at de kan lide det eller ikke kan lide det.

Her vil jeg tilføje noget om, at »de tanker, man føler over for andre, er ens eget hjertes skikkelse afspejlet i et spejl«.

Det er, at når tanker som faste overbevisninger, særheder, tilknytninger og forudfattede domme gør ondt og reagerer, så er det »ens eget hjertes skikkelse afspejlet i et spejl«.

Når det ikke er sådan, for eksempel ting, man tænkte noget om, men kan lade glide forbi uden at bekymre sig om det, ting, der ikke får følelserne til at reagere, eller ting, man straks glemmer og ikke slæber med sig, så er det en tilstand, hvor man bare tænker på og ser en kendsgerning, og det har intet med hjertets skikkelse at gøre.

Hvis man uden at vide det prøver at gøre »nå, det er et spejl, det er mig selv« med alt og hvad som helst, kan man omvendt ikke forstå det, uanset hvor meget man ser på sig selv, man bekymrer sig unødigt, og hjertet får ingen ro.

Derfor skal man bare enkelt tænke: »Når følelserne gør ondt, er årsagen i mig selv.«

Og så ser man på det, man selv gør mod sig selv, og det, man selv bliver udsat for af sig selv.

Der er ikke kun ofre i hjertet, og der er heller ikke kun gerningsmænd i hjertet.

Begge selv findes som et sæt.

Det er derfor, tankerne gør ondt.

Det var, fordi balancen mellem disse yin og yang-, plus- og minus-selv (bevidstheder) var brudt, at man blev vred på andre, blev nedslået, når man blev sat på plads, bar nag og hadede, misundte og var jaloux.

For nylig viste jeg det jo med tal.

At holde bevidsthedens balance neutral er det »overskuende synsfelt (fugleperspektiv)«, jeg altid taler om.

Så vokser der englevinger ud på ryggen af både plus- og minus-uforløste tanker i hjertet, og de vender tilbage til himlen.

Det betyder, at de uforløste tanker i en selv bliver forløst.

Når man bliver ved med at gentage det igen og igen, begynder taknemmeligheden over for »livet« at vælde dybt frem, og man bliver i stand til at leve hvert øjeblik i en sindstilstand af ren taknemmelighed.

Sagt på en anden måde: for at kunne føle »taknemmelighed over for livet«, som er kilden til den kraft, der bevæger en selv, det vigtigste af alt, er det godt at øve sig i at kunne sige »mange tak« til alle mennesker i den spejlbeklædte verden.

For på overfladen ser det ud, som om man takker andre, men i virkeligheden takker man »livets lys«.

(Fortsættes næste gang)