Lad os opgive os selv og leve af os selv

★Livets sandhed

I Lukasevangeliet i den kristne bibel er der bevaret ord, der svarer til universets sandhed.

»For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv for min skyld, skal frelse det.«

Sagt på vores måde betyder det: »Når man helt har opgivet det selv, man tror er en selv, når mennesket frem til den sande livsbevidsthed«, og det »liv«, der tales om i Bibelen, er den overbevisning, man har om, at man er sig selv, de tanker, der sidder klistret fast til den fysiske krop.

Og set fra os er de ord, Jesus talte dengang, lidt anderledes end de ord, der er overleveret i nutidens oversættelser.

Jesus sagde dengang sådan:

»Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv for Guds skyld, skal få det sande liv.«

Hvorfor blev ordet »Gud« erstattet af »mig«? Fordi de senere mennesker, der dybt holdt af Jesus, kom til at skrive det sådan, mens de gav det videre.

Og Gud er ikke en fornem person i himlen med en anden personlighed end en selv, men hvert enkelt menneskes guddommelige bevidsthed, det sande hjerte i det guddommelige rige.

De, der hidtil har ledet religionerne, kunne med deres tids bevidsthed endnu ikke tro, at alle fysiske mennesker er Gud, så når de ledte de troende, satte de et autoritativt, ophøjet menneske op og tilbad det som Gud og prøvede at lede menneskers hjerter ved at få dem til at tro på et bestemt fysisk menneske eller et absolut væsen i himlen.

Men i vore dage, hvor tiden er skredet så langt frem, er man kommet dertil, hvor man ikke kan komme længere, medmindre menneskene kender den virkelige sandhed.

Nu er der i hele verden dukket bevægelser op, der genopliver menneskets guddommelige bevidsthed, og de leder menneskene i dag, ikke?

Det er en situation, der er blevet, som den skulle.

★For at leve livets lys

Og alle mennesker på Jorden må nu for enhver pris vende tilbage til livets sandhed.

For det bliver den vigtige nøgle til, at civilisationen på Jorden kan blive ved med at stråle.

Her er et spørgsmål: Ved du, hvad den absolutte betingelse er, for at menneskene kan få det sande liv og genopstå som en guddommelig menneskehed?

Det er den sandhed, jeg nævnte i begyndelsen, »opgiver man livet, får man livet«: hvis man opgiver den selvbevidsthed, der er overbevisningen om, at man er sig selv, virker guddommelighedens lys, som er selve livet, på den fysiske krop og kommer til at bevæge hjerte og krop.

Så forsvinder al vildfarelse.

Tænkningen sker uden den mindste pause, og tidsforskellen mellem bevidsthed og handling forsvinder.

For eksempel, for at tage noget fra hverdagen: når man går ud at handle og skal købe noget til aftensmaden, grubler man ikke længere over: »Mon det her er godt, eller det der? Eller er det nok bedre med det der?«

Hvad betyder det? At kroppen, uden pause til at tænke, går hen foran det, der er nødvendigt, og hånden rækker ud efter det, der er nødvendigt.

Du tænker måske: »Det gælder kun rige mennesker, der ikke mangler penge«, men det bliver sådan, uanset om man er rig eller ej.

Og så bliver det sådan med alting: både i arbejdet og i privatlivet kan man træffe passende beslutninger på et øjeblik, så man ikke længere begår fejl.

Hvad sker der så? Den tid, man hidtil brugte på at gruble, kan man bruge på at udløse en kreativ bevidsthed, og skæbnen vender sig endnu mere til det bedre.

Det er noget, alle kan i vore dage, hvor åndeliggørelsen er skredet så langt frem.

Gør rammen af den fastlåste forestilling »det kan jeg umuligt, det er naturligvis umuligt« tyndere, og vend tilbage til livets frihed.

Metoden er at holde åndedrættet dybt, dybt hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund.

Hvis man bare gør det, bliver alle helt sikkert sådan.

Tror du, det er løgn, så prøv.

I en ikke så fjern fremtid vil du opdage, at du, før du vidste af det, er genopstået som et menneske, der er selve guddommeligheden.