For at have en indre akse, som intet kan true
Udgivet Opdateret
Hvis du tænker: »Den bevidsthed, som jeg hidtil har troet var mig, kan jeg på ingen måde tro er mig«, så prøv at spørge dybt inde i dit hjerte: »Hvad er jeg egentlig i virkeligheden?«
Så vil dit livs lys, som din intuition, lidt efter lidt, i små portioner, fortælle dig svaret.
Og når din bevidstheds antenne bliver rettet mod dit eget livs kilde, bliver dine dage en skattekiste af erkendelser.
Så sker der næsten hver dag nye erkendelser i dit liv, punkt og punkt forbindes til linjer, linjer og linjer sættes sammen til rumlige former, og de rumlige former, som du kan erkende i den tilstand, kommer til syne med dimensionernes dybde, så du bliver i stand til at se helt frem til, hvordan det flerdimensionelle univers er, i universet dybt i dit hjerte.
Mange mennesker, der bor på Jorden, lever nu, mens deres følelser bliver rystet af andre, og mens de føler uro for deres tilværelse på grund af samfundets udvikling, ikke?
Det er et fænomen, der opstår, fordi man ikke kender sit sande jeg.
Dit sande jeg er ikke den fysiske krop.
Dit sande jeg er selve livets lys.
Livets lys’ oprindelige kilde har skabt universet.
Det er dit livs kilde.
Ved dit livs kilde er der lyskilden til dit livs lys, ikke?
Og din bevidsthed, der lever inde i den fysiske krop, er en enkelt stråle af det lys, der udgår fra den lyskilde.
Hvis man sammenligner det med vand, kan man også sige, at den er en enkelt dråbe af livet, der udgør livets store hav.
Når man følger livets klang længere og længere ind, vender man på den måde tilbage til den oprindelige kraft, der lader alt være til.
Jordens mennesker prøver nu på den måde at huske deres eget livs kilde.
Hvad? Der er ikke mange, der er interesserede i den slags, siger du?
Haha. Det er noget om menneskenes åndelige dimension, så det forstår du nok ikke, selv om jeg siger det. Undskyld.
Men bare vent og se.
For der kommer en tid, hvor hvert eneste menneske, om det vil eller ej, ikke kan lade være med at finde ud af, »hvad man i virkeligheden er«.
Hvis man, selv når mange mennesker omkring en ved, »hvad mennesket i virkeligheden er«, stædigt holder fast i »denne fysiske krop er mig« og først begynder den slags »søgen efter sit sande jeg«, når man er trængt op i en krog til allersidst, har man ikke meget ro i sindet, vel?
Derfor siger jeg: »Det er godt at gøre det, mens tid er.«
Men retten til at bestemme, hvordan man vil leve, ligger hos hver enkelt person.
Ingen og intet tvinger jer til noget.
Men på grund af jordmenneskenes egoistiske måde at leve på nærmer Jorden sig mere og mere et billede af sin afslutning.
Tiden venter ikke.
Jorden bevæger sig, om den vil eller ej, i retning af at blive optaget i rumsamfundet.
Betingelsen for at kunne bo i den nye verden er at kende menneskelivets inderste væsen og leve, mens man lader det komme til syne i sine tanker, ord og gerninger.
Selvfølgelig er der også en vej forberedt for de mennesker, der afviser udviklingen på Jorden.
Det fortæller jeg om næste gang.
