Den overskuende bevidsthed og den første intuition (første del)

★Om lidelse i menneskelige relationer

★Lidelsens første årsag

Når man ser bredt ud over jeres verden, er det blandt de mange lidelser netop bekymringerne over menneskelige relationer, der fylder mest, ikke?

Hvorfor er det sådan? Fordi man tror, at den selvcentrerede erkendelse, der har glemt livets sandhed, er ens egen bevidsthed, uden at stille spørgsmål ved det, og udsender tanker af ren vane.

Når man med øjne og ører erkender de forskellige virkeligheder og virkelig kan opfatte kendsgerninger som kendsgerninger, bliver følelsestankerne ikke rystet frem og tilbage.

Især i situationer, hvor man ser andres ord og handlinger og tænker noget om dem.

Se omhyggeligt og ærligt på dit hjertes bevægelser i hvert øjeblik midt i de daglige menneskelige relationer, hvor man har med hinanden at gøre på mange måder.

★Det, man forstår, når man ser på sit hjerte

Når man ikke er bevidst om at udfolde livets oprindelige natur (ikke bruger bevidstheden bevidst), kan man se, at bølgelængden i ens egen bevidsthed og i bevidstheden hos den, man bebrejdede eller kritiserede, i virkeligheden ligner hinanden, ikke?

Når man ser på nogen og tænker: »Dette menneske er ○○«, er det nødvendigt at se meget, meget omhyggeligt netop på det hjerte i en selv, der tænkte sådan.

Når man på den måde ser ud over sit hjertes tilstand, kan man se den kendsgerning, at det, man tænkte om andre, var noget i en selv, som man projicerede over på andre og så på.

I sådan en åndelig tilstand kan man sige, at andre og en selv er på nogenlunde samme bevidsthedsniveau.

Det, jeg gerne vil have, at du ved, er, at mennesker kun vender deres tanker mod liv og ting, der har samme bølgelængde.

Det, der ikke har samme bølgelængde, lægger man ikke mærke til, selv om man ser det, og det går ind ad det ene øre og ud ad det andet, selv om man hører det, så det kommer ikke op på hukommelsens skærebræt.

★Tilfælde, hvor man projicerer sig selv præcist, som man er

Tankernes tendenser, der ikke helt er vendt tilbage til guddommeligheden, har en tendens til at se det, der i virkeligheden er i en selv, som noget, der ikke har noget med en selv at gøre.

Når man ser tanker, ord og handlinger hos andre med samme bølgelængde som ens egen, ser mange det ikke som noget, der angår dem selv, men som noget, der angår den anden.

Især når det gælder det, man ser kritisk på.

★Tilfælde, hvor det generer en, fordi hjertet er farvet af modvilje

Det interessante er, at jo mere man mærker en vidunderlig egenskab, der er i en selv, hos en anden, jo mindre kan man anerkende den som sin egen, selv om man forstår, at den er i en selv; tværtimod har man en tendens til at adskille sig selv fra den anden og se ned på sig selv.

Tankernes tendenser, der hører til den fysiske krop, har let ved at anerkende det, der ikke er sandhed, og har en tendens til at opfatte det, der er selve sandheden, som noget, der angår andre.

★Nødvendigheden af en bevidsthed, der ser ud over alt

Først når man har forstået så meget, kan man forstå nødvendigheden af en erkendelsesevne, der objektivt ser ud over kun kendsgerningerne.

Hvis man ikke igen husker og bruger den overskuende erkendelse, der oprindeligt er standardudstyr i livet, kan menneskets hjerte aldrig bryde ud af den dualistiske modsætnings fængsel og kan ikke komme ud af hvirvlen af uro om, hvad man kan lide og ikke kan lide, hvad der er rigtigt og forkert.

Og hvilken tilstand er det, når man objektivt ser ud over kun kendsgerningerne? Man ser det, der ser ud som den andens fejl (ubehagelige sider), som tankerne hænger fast i, men samtidig ser man også sig selv, der gjorde det samme, og sig selv, der dualistisk og ensidigt afskyede det, den anden gjorde, så man kan ikke ensidigt synes, at kun den anden er dårlig. Og samtidig ser man også guddommeligheden dybt i det menneske, så man ser: »Alt er blot en midlertidig proces, indtil det inderste væsen kommer til syne«, og bevidstheden bliver ikke dér, hvor man kun har zoomet ind på de ord og handlinger, man føler modvilje mod.

Derfor kan man forblive uden at komme i uorden i sine følelsestanker.

Det bevidsthedens synsfelt, hvor følelsestankernes sorte skyer vælder op, kan man sige er sådan, at ens bevidsthed står på samme dimensionelle ståsted som den anden, man ser kritisk på, så man ikke kan erkende sig selv og andre fra et ståsted, der ser ud over alt. (Fortsættes næste gang)