Det ydre er det indre, og det indre er det ydre (6/8)

(Fortsat fra sidst)

★Når du selv (det indre) forandrer dig, forandrer omgivelserne (det ydre) sig

For at uddybe forståelsen vil jeg her give endnu et konkret eksempel: Lad os sige, at der er en kvinde, der er træt af, at hendes mand kommer med småligt pedanteri over hver eneste lille fejl, hun begår.

Når sådan et menneske bruger denne måde at bruge bevidstheden på, kan hun opdage den kendsgerning, at de tanker, hun følte over for sin mand, i virkeligheden var en begivenhed som mellem to spejle, og at hun faktisk også havde lignende tanker i sit eget hjerte. Så behøver hun ikke bruge bevidsthedsenergi på at prøve at forandre den anden, og hun kan bruge bevidstheden effektivt uden at spilde den.

Hvis hun i stedet sørger for at bruge sin egen bevidsthedsenergi på at udvikle sine tidligere tankevaner, ord og handlinger, er der også historier om, at mandens småligheder hørte op efter kort tid, selv om hun slet ikke prøvede at forandre ham.

Hvad betyder det? Den anden har også virkelig forandret sig en smule, men det store punkt i denne første fase af forandringen er, at konens hjerte er blevet så stort, at hun ikke opfatter det, hun får at vide, som småligheder, selv om det er det samme som før, men kan tage imod det som råd givet af kærlighed, så hun kan tænke: »Nu får jeg ikke længere stikpiller.«

Hvorfor sker det? Fordi når ens bevidsthed udvikler sig, bliver sjælens (bevidsthedens vibrationssfæres) diameter større, så man ikke længere lader sig rokke af små ting, og desuden bliver det, man ikke selv gør, ikke længere projiceret over i den ydre verden, som er spejlets verden, så der også opstår en praktisk forandring i virkeligheden, hvor den anden forandrer sig.

Det, man skal passe på i dette tilfælde, er, at mennesker med en vane med selvransagelse, som giver sig selv skylden for alt, ofte har en tendens til at rette deres tanker i den forkerte vinkel og derfor let kommer til at pine sig selv.

Selvransagelse er godt, når man klart og tydeligt forstår, at »det var min skyld«, men hvis man ikke kan forstå det, uanset hvor roligt man ser på sit hjerte, og alligevel slår sit hjerte ned med »hvor er jeg dog elendig«, så er det i virkeligheden intet andet end »misbrug af selvransagelse«.

Det er en fejl, man let begår, når man ikke kender sjælens sandhed om, at menneskets liv har gentaget genfødslen, at blive født og dø igen og igen, hundreder og tusinder af gange, og at man er her nu som kronen på værket, fordi man selv ønskede at blive født.

Når vi ser på hjertebevægelserne hos de enkelte mennesker, der bor på Jorden, så kunne de klart se årsagssammenhængen i mange ting, hvis dette livs skæbne kun viste sig som resultat af dette livs tanker, ord og handlinger. Men sandheden er ofte en anden, så mange kæmper i en bundløs sump af sindstilstand (lidelse), fordi de ikke kender årsagen, midt i disharmoniske menneskelige relationer og skæbnens faldgruber, hvor de kommer til at tænke: »Hvorfor skal jeg komme ud for det her?«

I sådanne tilfælde behøver man ikke kende den klare årsag; det er nok bare nøgternt at se skæbnen passere og tænke: »Nå, noget, jeg har båret med mig fra fortiden, forsvinder ved at vise sig sådan her. Ved at vise sig sådan her er det ved at forsvinde.« (Fortsættes næste gang)