Livets bestanddele – en tale fra et uvidenskabeligt synspunkt (første del)
Udgivet Opdateret
★Livets bestanddele
Hvad tror du, livet består af?
Ja, ja.
Haha …
Der er ikke brug for så svære ord.
Du behøver ikke tænke så teoretisk.
Hm?
Netop, kærlighed.
I livet er der kærlighed med en uendelig masse, og man overdriver ikke ved at sige »livet = kærlighed« eller »livet består af kærlighed«.
Både uden for og inden i jeres krop er der kærlighed overalt uden afbrydelse.
Religionerne kalder det Gud eller Buddha, men den kraft, der frembringer alt, lader det vokse i fornyelsen og med tiden vende tilbage til selve kærligheden, er uden tvivl i jer (indeni) og forvalter universets udviklende skabelse gennem jer.
Ser man denne tale omvendt fra jeres ståsted, kan man sige, at den måde at leve på, som et menneske oprindeligt bør have, er at gå frem ud fra tanken: »Universets udviklende skabelse ligger i den proces, hvor vi, der er født af kærligheden, husker kærlighedens virke og vender tilbage (tilbagefører os) til kærligheden.«
Bare alle mennesker, der bor på Jorden, forstår denne kendsgerning med et åbent og fordomsfrit sind, vil verden på et øjeblik afspejle den guddommelige verdens tilstand i stor harmoni.
★I en verden, hvor en omvendt måde at leve på er blevet sund fornuft
At det alligevel ikke rigtig bliver sådan, er, fordi hvert enkelt menneske ikke har sat den fysiske krops liv ind på sandhedens spørgsmål: »Hvad er livet?«
Det er, fordi man er blevet revet med af tankebevægelserne, der beskytter det jeg, det ego, man tror er en selv, og er blevet ved med at drive rundt i den tredimensionale verden.
Når vi ser på sådanne mennesker, kan vi se, at de alle har de samme tanker.
»Det er naturligt, at vi driver rundt; netop fordi vi er mennesker, er det naturligt at gruble og lide eller blive kastet rundt af glæde, vrede, sorg og fornøjelse.«
Det kalder man »en fejltagen måde at leve på«, »en omvendt tænkning« og »klæbrige tanker, der er vendt på hovedet i vildfarelse«.
Kort sagt er det, som at se på universet, mens man står på hovedet.
Netop derfor siger jeg til dig: »I situationer, hvor mennesker omgås hinanden på overfladen, er det godt ikke bevidst at svinge med sandheden, men at opføre sig efter deres sund fornuft, mens man i sit sande hjertes kerne bruger bevidstheden, så man anerkender guddommeligheden i alts inderste væsen.«
I visse situationer er det i orden at skubbe sine egne tanker igennem uden hensyn til noget eller nogen, men i de mange andre situationer er det den måde at leve på, som et menneske, der har udtrykt kærlighed, har: »at trække de tanker tilbage, man selv synes er rigtige, og, mens man prioriterer helhedens harmoni, bevæge sig i takt med deres bølger (i stedet for at stille sig i modsætning til karmaen), men i virkeligheden omfavne dem og vende tilbage til himlen sammen med dem«. (Fortsættes næste gang)
