Lad os gå hjem til livets hus – 2

(Fortsat fra sidst)

Den indstilling, der skal til for at vende hjem til livets hus

Næsten alle de mennesker, der lever på Jordens jord, lever jo med en selvbevidsthed, der har skilt »sig selv« og »livet« ad, og er overbeviste om: »Jeg lever ved min egen kraft.«

Selv de mennesker, der vender blikket mod livet, lever med forventninger til og fuldstændig afhængighed af uopnåelige væsener langt borte i den himmelske verden, som kaldes guder eller buddhaer.

På Jorden i dag er der ikke engang ti tusind mennesker, der prøver at leve ved at trække den uendelige visdom og skaberkraft frem, som bor i deres eget liv.

Sandt at sige er det netop, fordi man er overbevist om, at »jeg lever ved min egen kraft«, at lidelserne aldrig holder op, og netop fordi man lever med en indstilling, der stoler på guder eller buddhaer (at stole på en kraft udefra), at livets kraft ikke kan sættes aktivt i gang, men mange af Jordens menneskehed har ikke opdaget det.

Tilstanden, hvor man er vendt hjem til livets hus, er en tilstand, hvor mennesket har husket sin oprindelige natur, uden at stole på noget eller nogen trækker sit eget livs kraft frem og lever og udfolder en stærk fornuft og intelligens.

Den indstilling, der er grundlaget for det, kaldes et urokkeligt hjerte.

Et urokkeligt hjerte er i religiøs forstand oplysningens tilstand, en sindstilstand, hvor man ikke hænger fast i noget som helst og ikke lader sig fange af noget.

Det er en sindstilstand, der ligger for enden af, at man gør de uforløste tanker som faste overbevisninger, særheder, forudfattede domme og tilknytninger så tynde som muligt.

Lad ordene gære og udsende lys

I en verden, der ser ud til at sidde helt fast, er det også ærværdigt at bede kærlighedens bøn for mennesker, der lider, for naturen, der bliver skadet, og for alle levende væsener, der bliver undertrykt, men det alene er ikke nok til at nå den tilstand.

»Hvad skal man så gøre?« siger du?

Ja, jeg fortæller det i rækkefølge, så tag det roligt.

Det er let at fortælle. Og du kan også let høre (tage ind) det.

Men det vigtigste er at lade det, man har taget ind, synke ned i bunden af sit hjerte et øjeblik og lade det gære fuldt ud (så det udsender lys; på japansk lyder »at gære« og »at udsende lys« ens, »hakkō«), og så give det ud igen som sin egen bevidsthed og udtrykke det i ord og handlinger.

Så længe man ikke følger disse trin, bliver det, uanset hvor mange gode taler man propper i sig, til en ophobning af unyttig viden.

Sandhedens tale bliver ikke ægte, uanset om det er inspiration fra en bog, man har læst, eller en god tale, man har hørt fra andre, før man fuldstændig har gjort den til sin egen og kan udtrykke den i sine egne ord og handlinger.

Hvis man bare giver det videre, man har hørt fra andre, som det er, lyder ordene jo nogle gange lidt hule.

Hemmeligheden bag at gøre sig selv ægte er at lade sandhedens vibrationer, man har læst eller hørt, synke ned i bunden af hjertet et øjeblik og lade dem gære (udsende lys).

Når man lader »ordene med sandhedens vibrationer« gære i hjertets dyb, udsender de lys.

Det udsendte lys siver frem fra hjertets dyb og kommer til sidst til at strømme ud uden stop, helt sikkert.

Så har man vundet.

Når man er nået til det trin, er der ikke længere nogen grund til at tvinge sig selv til noget, så tanker, ord og handlinger i overensstemmelse med sandheden bliver din selvfølge, og du bliver i stand til som en selvfølge at udsende guddommelighedens tanker, naturligt tale ord, der legemliggør sandheden, og udføre handlinger, der er »som de er« hinsides »bare som de ser ud«.

(Fortsættes næste gang)