I vandskellets tidsalder (første del)

★En tid til at fastslå sit menneskesyn

Det behøver jeg ikke at sige til dig igen, men om Jordens menneskehed vælger at kunne tænke, at det hellige, åndelige livets lys er dem selv, eller at blive ved med at tænke, at de tanker, der tror, at den fysiske krop (et ufuldkomment individuelt legeme) er en selv, er dem selv – netop dette valg af erkendelse er vandskellet for, om Jordens fremtid består eller ej.

Hvilken bjergkam jeres, Jordens menneskeheds, livsvand vælger at løbe ned ad, mod undergangens side eller mod genfødslens side, følger den kosmiske menneskehed nøje, ikke kun på stjernerne i solsystemets galakse, men også i mange andre galakser.

Mange af Jordens mennesker vidste vel ikke hidtil, at der på den måde er så mange øjne, der udefra ser på Jordens udvikling?

Om Jordens verdens skæbne går mod undergang eller genfødsel, har en langt større indflydelse på stjernernes gang, end I tror.

Derfor har den kosmiske menneskehed, der bor på hver stjerne, ligesom mennesker, der med tilbageholdt åndedræt følger en spændt situation, og som de varme øjne omkring et lille barn, der ser det vokse op, fulgt og betragtet jeres bevidstheds udvikling, mens de omsluttede den med kærlighedens uforanderlige lys.

Og alle de mennesker på Jorden, der lever i denne tid, står så at sige på den bjergtop, der udgør vandskellet.

Alt efter hvilken bjergkam I vælger, afgøres det, om I fortsætter med jeres hidtidige måde at leve på, eller om I går i retning af den store harmoni, hvor I lever med selve livets lys som jer selv.

Det afhænger, som jeg sagde i begyndelsen, af, hvilken slags væsener I erkender jer selv som.

Den tid, vi lever i nu, er en tid, hvor hver og en bør se på sit menneskesyn igen og tydeligt huske og gribe sit eget faste menneskesyn, som ikke tilhører nogen anden, og det er også den rette tid til at lade det komme til syne i sig selv.

★Menneskehedens oprindelige natur

Den oprindelige Jordens menneskehed er alle sammen en guddommelig menneskehed, der lever for frit at bruge livets lys og skabe en harmonisk verden.

Jeg har fortalt det mange gange før, men guddommeligheden var netop jeres inderste væsen, jeres oprindelige natur.

Derfor burde der i virkeligheden ikke findes ufuldkomne mennesker. At den virkelighed, der projiceres på jeres fem sanser, ser ud til ikke at være sådan, er, som jeg altid siger, fordi ophobningen af tankevaner, der for længe siden har glemt jeres sande væsen, har hindret jer i at huske jeres sande selv (livets lys).

Blandt jer er der stadig et eller andet sted i hjertet noget, der har overdraget sit livs myndighed til vanetankerne og taget imod en erkendelse, der forvrænger sandheden.

Og derfor ser man sider, hvor man har opgivet over for ufuldkommenheden i fremtrædelsen og tænker »det kan ikke være anderledes«, og hvor det ender med, at man bare trøster hinanden med »man er jo kun et menneske« eller »vi er nu engang bare mennesker«. (Fortsættes næste gang)